… så må man finde en måde at få det brugt på.
Jeg har haft rigtig mange dejlige besøg på det seneste. Tusind tak for det…! Og jeg har nydt det – og nydt noget hjemmebagt brød.
For ikke at smadre mig selv helt, har jeg lavet dej aftenen inden, så jeg bare skulle kyle brød i ovnen før gæsterne kom. De dejlige gæster har været flinke til at tage overskydende brød med hjem, men jeg var alligevel endt med nogle rester.
Så, den stod på rasp. Sådan noget skal man jo bare ligesom ha’ i huset. Det hjemmebagte hvedebrød (som er lavet nogenlunde efter denne opskrift) blev til ”Panko” rasp, efter Klidmosters anvisninger Hun har tilsyneladende ikke en Ninja figur, hvilket vi nok snarest må gøre noget ved.
Figuren er en gave fra genboerne på pladsen til Weber Camp. Jeg fik aldrig historien om hvorfor de havde en hel sækfuld med af dem, som de delte ud til genboerne….
Skorperne af, og så i foodprocessoren. Jeg har ikke brugt rive-pladen – bare kniven i maskinen.
Ud på en bradepande med alle krummerne.
Skorperne og det lidt grovere brød blev skåret i stykker, og så også tørring af det.
Jeg tørrede i ovnen ved 80 grader C, varmluft, i et par timer. Det meste af tiden med ovnlågen lidt på klem. Jeg lod det hele køle HELT af (i ovnen natten over), og sikrede mig at det var helt tørt.
”Pankoen” skulle blot fotograferes og så i et tætsluttende glas. Brødkrummerne blev kørt på maskinen til det var – ja, krummer.
Lå lidt på en bageplade, og så også på et tætsluttende glas. Og ud igen, fordi jeg legede sandstrand med Rudolf…
Hvis man er helt sikker på at krummerne er helt tørre, og man er helt sikker på at glasset er tætsluttende, kan raspen holde sig meget længe. Men, jeg vil anbefale at fryse det.
Når man nu lige står med det, kan man jo lave en nem frokost, som heller ikke går ret hårdt ud over pengepungen. Inspireret af River Cottage.
Fattigmands-pesto og pasta (2 personer):
Pasta kogt efter anvisning på pakken
½ bundt persille
1 fed hvidløg
50 g. brødkrumme
50 g. fintrevet hård ost (parmesan, Vesterhavsost eller lign.)
Salt, Peber
1 – 1½ dl. olie (jeg brugte 2/3 god olivenolie og 1/3 rapsolie)
Evt. lidt citronsaft
Kør pestoen igennem på minihakkeren til den konsistens du foretrækker, og juster med olien. Smag til med salt, peber og citronsaft.
Bland pestoen i den varme pasta, drys med lidt revet ost, dryp med lidt olivenolie – og server.
Bon appetit













En herreret!! I love it! Er totalt mæt nu
Herligt
Go’ søndag til dig.